Om LM Hunde- & Hestefokus

Mit navn er Lise, og jeg tilbyder fysiurgisk terapi til hunde og heste med fokus på velvære, bevægelighed og rehabilitering.
Jeg er dyrlægeeksamineret fysiurgisk hundeterapeut og certificeret fysiurgisk hesteterapeut, uddannet ved Center for Dyreterapi. Uddannelserne er internationalt godkendt af IICT samt IEBWA/IEBWAs smådyrssektion, hvilket sikrer et højt fagligt niveau.
Jeg har taget efteruddannelsen til Kranio Sakral Terapeut både til hund og hest.
Derudover tilbyder jeg hundetræning og er uddannet gennem Dansk Kennel Klub, hvor jeg har fået en solid forståelse for træningsteknikker og hundeadfærd.
LM Hunde- & Hestefokus er en videreudvikling af LM-Hundefokus, som var fundamentet for virksomhedens begyndelse. Jeg grundlagde LM-Hundefokus med fokus på hunde og for at øge opmærksomheden omkring fysiurgisk terapi til hunde – en nødvendighed, som jeg selv har oplevet, da jeg har haft behov for det til mine egne hunde.
Jeg har drevet LM-Hundefokus siden december 2021, og allerede fra starten var det klart for mig, at jeg ønskede at udvide virksomheden til også at omfatte fysiurgisk terapi til heste. I dag er jeg derfor privilegeret at kunne tilbyde terapi til både hunde og heste.
Virksomheden tilbyder nu også hundetræning, hvilket har været en stor passion for mig i mange år. Jeg har tidligere været hundetræningsinstruktør i Dansk Kennel Klub, og min erfaring på området har givet mig et solidt fundament. I øjeblikket er jeg i gang med uddannelsen som dyreadfærdskonsulent, og dette har motiveret mig til at tage det næste skridt og tilbyde hundetræning direkte gennem min egen virksomhed.

Herbert – Min elskede franske bulldog
Det hele begyndte med en skøn lille fransk bulldog ved navn Herbert. Han var min trofaste følgesvend, men desværre også en race præget af mange sundhedsmæssige udfordringer. Allerede som 3-årig måtte jeg tage den svære beslutning at sige farvel til ham på grund af en diskusprolaps i lænden. På det tidspunkt blev aflivning anbefalet frem for operation og genoptræning, hvilket gjorde tabet endnu sværere at acceptere.
Efter Herbert var der et tomrum i hjemmet, og jeg vidste, at jeg måtte finde en ny firbenet ven. Valget faldt på en Curly Coated Retriever, og efter næsten et års ventetid kom han endelig til mig – en skøn hanhund med det fine navn Dark Sapphires Cornish Aromatic, bedre kendt som Rambo.
Da Rambo fyldte et år og begyndte at deltage i udstillinger, lagde jeg mærke til, at han ofte gik i pasgang og havde svært ved at balancere sin krop korrekt. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget, før det udviklede sig til et større problem.
Efter et besøg hos en kiropraktor viste det sig, at Rambo havde et skævt og låst bækken – heldigvis noget, der kunne rettes op med den rette behandling.

Min refleksion – og vejen videre
Det fik mig til at tænke: Hvorfor er det ikke mere almindeligt at bruge fysiurgiske behandlinger og terapi til hunde, før de allerede har udviklet skader?
Jo mere jeg satte mig ind i det, desto mere voksede min passion for at hjælpe andre hundeejere med at forebygge skader og optimere deres hundes trivsel gennem målrettet terapi.
Men hvorfor også heste?
Som barn og ung har jeg altid haft heste, og jeg husker tydeligt, hvordan det var en selvfølge at bruge forskellige terapiformer til dem. Det fascinerede mig at se, hvordan den rette behandling kunne gøre en stor forskel. Nu føles det helt naturligt at stå på den anden side – ikke som en, der søger hjælp, men som en, der giver den.
Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde med heste igen – for én gang hestepige, altid hestepige.